Søndagstanker – om HVORDAN du gør det her med tilfredshed og livsglæde?
Søndagstanker … ❤️
Der var en som spurgte mig om det her med tilfredshed og livsglæde – hvordan man egentlig gør. For vedkommende havde en oplevelse af, at lige meget hvad hun gjorde, så virkede det ikke rigtigt.
Hun prøvede – ligesom virkelig mange andre på at finde glæde og taknemmelighed, men det ville ikke helt virke. Hun oplevede stadigt at stå med en følelse af at være misfornøjet og med det ene ben i kulkælderen … og det er på ingen måde usædvanligt. Tværtimod!
Hvad der så desværre er ligeså almindeligt er, at give lidt op på det, og overgive sig til tanken om, at det nok bare ikke lige virker for mig.
For mange mennesker er det sådan, at når de sætter i gang med en forandring – så handler det primært om det resultat forandringen ville kaste af sig.
I tilfældet med humøret, så ville det naturligvis handle om, at kunne stå op om morgenen, og være glad for at skulle i gang med endnu en dag. At slippe for den indre brokke-mester. At føle glæde ved sig selv osv. Der er en uendelig række af fordele ved det, så selvfølgelig vil man gerne have det!
Men hvis man så har forsøgt at finde den tilstand gennem noget tid – bare for at opdage, at verden bliver ved med at komme med sine udfordringer – regninger, konflikter, forkølelser osv, så er det ikke mærkeligt hvis man en dag tænker – Det her virker jo ikke alligevel. Nu har jeg tænkt positivt i x-antal dage, og jeg har stadig ikke fået en kæreste, eller er blevet glad eller noget andet.
Der e r nok noget galt med mig.
Det er såmænd ikke engang sikkert at man overhovedet kommer frem til de tanker. Måske man bare efter et par dage glider tilbage i den normale tilstand, hvor misfornøjelsen hersker og hvor man har en meget klar oplevelse af, at det er helt retfærdigt at have det sådan. Der er trods alt så meget galt …
Men skal jeg sige dig, hvornår den virkelige forandring indtræffer?
Den dag hvor det ikke længere handler så meget om at opnå resultatet, men hvor det handler om at blive ved med at øve dig.
Den dag hvor det handler mere om, at forandre dig selv – end at forandre resultatet.
Men der ER vitterligt en vej at gå, hvor det først og fremmest handler om, at opdage hver gang tankerne kører i den gale retning, og du er i modstand på det som nu engang er. Modstand på dig selv, din vægt, din økonomi, din chef … De tanker der bare drøner afsted af sig selv, og som altid kører i det negative spor.
Det er når du opdager dem – at du er på ret kurs. For det meste af tiden kører de sådan set bare, uden at du er bevidst om det – du opfatter det sådan set bare som ”dig selv”. At det er sådan du har det.
Men når du begynder at tage dig selv i det- når du begynder at stoppe dig selv i det, så er du i færd med at skabe den forandring du gerne vil have.
Det næste skridt er jo så, at slippe de tanker når du opdager det, og simpelthen flytte din bevidsthed til noget der gør dig bedre tilpas. Flytte pick-uppen over i en ny rille.
Det tager tid. Det kræver at du virkelig VIL det, og at du bliver ved.
Taknemmelighed, glæde, tillid og tilfredshed er bestemt noget det er værd at øve sig i.
Det er på så mange måder en effektiv metode til at skabe positive forandringer i dit liv på.
Det kan sagtens føles ukomfortabelt i starten, fordi når du ændrer din bevidsthed, så ændrer du din energi – og forandringer kan føles som det farligste i verden. Fordi det jo leder ud i det ukendte. Så hovedet vil meget ofte insistere på at blive ved med at køre i den gamle rille og så er det at det bliver nemt at tro på, at jeg ikke kan det her.
Dit ”gamle jeg” vil meget ofte protestere, og stritte imod – og komme med forklaringer på, hvorfor det desværre ikke lige kan lade sig gøre i dag.
Selvfølgelig kan du! Men det tager altså tid, og det er ikke nok bare at læse en bog om taknemmelighed og så er den på plads …
Det kræver øvelse og vedholdenhed, men jeg lover dig, at det er det hele værd!
Og bare det at vide, at det faktisk godt kan tage noget tid, og at det ikke er dig, der er noget galt med, kan være med til at gøre hele forskellen.
For mig er det meget virksomt, simpelthen at flytte min bevidsthed til hjertet – altså slippe tankerne og ligesom læne mig ind i hjertet i stedet. Uanset hvor retfærdigt det ellers er, at blive stresset, sur, usikker osv.
Jeg tror, at for langt de fleste mennesker er det noget man må blive ved med at øve sig på hele livet. Det er ikke en doktorgrad man kan tage, og så er den ged barberet.
Livet bliver ved med at ske om ørerne på os, og det skal det også.
Spørgsmålet er så – hvem vil du gerne være?
Kh June <3