Bogen handler om kærlighed, om parforhold, om at være single og om at turde tro på kærligheden alligevel.
Den handler om at være menneske.
Uddrag fra forordet:
Jeg har gjort det fordi jeg ikke kunne lade være, og fordi jeg tror på kærligheden.
Ikke bare kærligheden som et kosmisk begreb – men som en mulighed her i vores helt almindelige jordiske liv.
Kærligheden og parforholdet.
Kærligheden er for alle mennesker. Kærlighed har altid fyldt meget i menneskets bevidsthed. Lige siden tidernes morgen – og vil fortsætte med at fylde indtil tiden ikke er længere.
I en del af bogen giver jeg udtryk for mit syn på kærligheden og parforholdet. Her taler jeg både ud fra egne erfaringer og ud fra mine erfaringer fra mit klientarbejde.
I mit daglige virke som clairvoyant og terapeut ser jeg mange sider af samme sag. Den ene er ikke mere rigtig end den anden.
Jeg håber at bogen vil inspirere dig til at tænke over – og mærke efter – hvad der er din sandhed. Det jeg skriver, er sandt for mig – ikke nødvendigvis for dig.
Den midterste del af bogen – brevene til min elskede – er skrevet ud fra min sjæls inderste kerne.
Uden at redigere eller censurere har jeg ladet ordene flyde som de kom.
De ord, som fortæller det jeg véd dybt inden i.
”Min elskede” er fiktiv.
Da bogen blev skrevet i starten af 2019 – og mens redigeringsarbejdet stod på hen over sommeren, havde jeg ingen partner, og havde ikke haft det i flere år.
Men jeg hørte hvad mit hjerte fortalte om, og jeg vedkendte mig det der var.
Deraf opstod ordene.
Fordi jeg tror på kærligheden og det gode, sunde parforhold.
Og fordi jeg véd, at når tiden er rigtig, så finder vi hinanden.
Uddrag:
Min elskede.
Nogle dage raser tvivlen i mig.
Det kan føles som om, at mine følelser trækker sig tilbage, ligesom tidevandet ved ebbe. Det er ikke noget jeg selv bestemmer – det sker bare. Som en forudbestemt cyklus der følger sit eget spor, sit eget mønster. Først opdager jeg det ikke. Mærker bare mine følelsers sædvanlige skvulpen frem og tilbage.
De er ikke lige intense hver dag. Nogle dage er de rolige og knapt synlige, mens de andre dage er stærke, brændende og fyldt med en intensitet så voldsom som en vulkan på randen af udbrud.
Men når tvivlen sætter ind, så fortsætter ebben i lang, lang tid. Og pludselig står jeg tilbage på den tørre sandbund, og ser ikke andet end nøgne søstjerner og indtørrede vandmænd. Hist og her ligger der lidt tang og kolonier af blåmuslinger som har grebet fat om tanget, for på den måde at skabe sig lidt stabilitet i tilværelsen.
Er det det jeg selv gør?
Har jeg grebet fat i dig, bare for at få noget ro i mit skrækkelige hoved, som fra tid til anden sender mig ud på de hæsligste togter på livets vand. Hvor jeg må martre mig selv i en ensom sejlads, i en søgen efter det hjem jeg ikke kender?
Er der udelukkende min egen dovenskab og konformitet der gør, at jeg lægger mig hos dig hver eneste aften? Er det af vane jeg kalder dit navn i elskovens favntag, mens mit sind i virkeligheden føler sig fanget og stoppet ind i et bur, der ikke engang er gyldent?
Er det en måde at bedøve mig selv på, lukke ned for min evindelige spørgen og søgen, og i stedet få lidt form og retning på min tilværelse?
Jeg ved det ikke. Ikke lige nu. Lige nu, synes alt muligt.
Lige nu, kan jeg ikke give dig svar.
Jeg må gå her på den tørre havbund og lede efter noget som jeg ikke ved hvad er. Jeg må gøre det selv – ingen kan give mig svaret.
Ingen kan fortælle mig hvor jeg skal lede, eller efter hvad.
Måske finder jeg det – måske ikke.
Jeg ville ønske at du ikke kunne se det på mig. Men det ved jeg at du kan.
Du ser på mig, med denne tone af sorg og frygt. Jeg kan mærke rædslen bag dine kys, og denne skælven i din nakke.
Jeg hører dit åndedrag i natten. Det er let, slet ikke den samme dybe ro, som når du ikke mærker min tvivl.
Det gør ondt, at jeg gør dig ondt lige nu.
Men jeg kan ikke andet, ikke lige nu. Lige nu må jeg blive her hvor jeg er, og fortsætte min søgen efter svar. Jeg må grave ned i mit inderste dyb, og være villig til at se hvilke skeletter der gemmer sig i skabene og under gulvbrædderne.
Jeg må sende rotterne ned i mit fundament, for at lede efter hulrum med råddenskab, pakket ind i gamle aviser og reklamer fra Netto.
Jeg ved, at tvivlen stammer fra mit eget dyb.
Her, hvor kun jeg kan dykke ned, hvis ellers jeg tør. Jeg finder kun svaret, hvis jeg er villig til at danse med de gamle dæmoner og hvis jeg tør at se, hvor stanken af ådsel kommer fra.
Lad mig se dig i din fulde størrelse. Træd frem i lyset, min elskede og lad mig se nøje på dig.
Jeg er nødt til at se grimheden og din indre stodder. Dér, hvor du er ligeså hæslig som jeg, og hvor du mærker afsky overfor dig selv.
Stil dig frem så jeg kan se dig, min elskede.
Lad mig se din svinehund, og dit indre Kviumbillede.
Jeg er nødt til at se, at du ikke er ren og hellig og god.
Jeg er nødt til at se, at du er hæslig og ækel og rådden.
Ligesom jeg.
Hvis du kun var god og ren og hellig, så ville jeg vide at du aldrig kunne elske mig.
Så ville jeg for altid skulle passe på, at du ikke kom til at se en flig ag mit mørke. Mit mørke, som ind i mellem raser og dundrer, så man ikke kan sove. Hverken her i huset, eller i de næste fem huse på vejen.
De arme mennesker forstår ikke, hvorfor de fra tid til anden rammes af en uforklarlig insomnia. Kunne de se det hele lidt fra oven, ville de sandsynligvis kunne se, at det bare var mit mørke der stod på hovedet og holdt fest. Fortvivlet har jeg gået på den tomme havbund i nætter og dage, uden synet af vand eller fornemmelse for hvad jeg ledte efter.
Men se!
Se her, min elskede!
Her lå den, den giftige østers med den grønne hulsten.
Lige her! Og den har ligget her hele tiden.
Hvorfor har jeg ikke set den før nu?
Se, jeg kan lirke stenen forsigtigt ud af bæstets skaller. Langsomt og roligt tager jeg den op og bærer den med mig hjem.
Det var lige til tiden, nu kommer vandet tilbage.
Ebben er slut og floden vender hjem igen.
Fylder havbunden op med saltvand og næring. Med liv og tropenætter. Trompeter og søheste.
Kom, min elskede. Lad os ride på bølgerne til lyden af mågeskrig og vingeslagene fra den blå albatros.
Kom, min elskede. Havfruerne synger for os nu.
