Om et par måneder skal jeg løbe min første halvmarathon.

Det mål satte jeg mig allerede ved årsskiftet som en del af mine visioner for dette år.

Jeg har haft astma siden jeg var barn, så jeg har faktisk altid været bange for at løbe. Bange for ikke at kunne få luft.

Så derfor løber jeg – og derfor har jeg sat mig dette mål.

Fordi – når jeg tænkte på det, så føltes det både vældigt tillokkende at kunne det, men samtidigt kunne jeg også mærke at det vækkede en masse gammel frygt.

Når der er mange følelser forbundet med et eller andet – så er der meget energi bundet i det.

Det vil sige – i min gamle frygt for at løbe, og for ikke at kunne få luft – alt det ubehag der faktisk er forbundet med det, der ligger der en masse energi bundet, som jeg ellers kunne bruge til alt det gode i livet. Det er jo livsenergi der er bundet i den frygt. Den samme livsenergi jeg bruger til at have en sund krop, være glad, skabe alle mulige drømme med.

Så det at træne op til – og at løbe det halvmarathon, er samtidigt at løbe en befrier for mig selv.

Det betyder ikke, at jeg hver eneste gang synes det er det sjoveste i hele verden, at snøre skoene og komme afsted. For selvom jeg ved hvad jeg skal, og hvorfor jeg gør det – og selvom jeg ved at min krop faktisk fint er i stand til at kunne det, så møder jeg jo min frygt og ubehaget undervejs.

Det er ikke sådan, så jeg stopper op og er rædselsslagen på turen.

Det er mere alle de der undskyldninger for, hvorfor jeg desværre ikke lige kan nå det i dag.

-Nu er det også for sent.

-Det kan vente til i morgen.

-Lige denne weekend dur det ikke.

-Der er masser af tid.

Alt sammen vidunderligt, legale forklaringer på, hvorfor det er klogere at lade være …

Alt sammen den gamle mig, som stadig står inde i den gamle komfortzone og ikke vil ud af den, fordi det er at træde ud i det ukendte.

Jeg kan ikke både krydse grænsen for mine gamle begrænsninger, og samtidigt forblive den samme som jeg var. Det er jo i virkeligheden også hele pointen med det. –
At forandre mig. At bryde med en gammel begrænsning.

Så selvom jeg faktisk godt kan lide at løbe, så er det også forbundet med en masse vanemæssig modstand.

Heldigvis ved jeg noget om, hvordan jeg kan hjælpe mig selv, med at få lagt den modstand ned inden jeg løber.
For jeg ved, at hvis jeg tager ud at løbe med den modstand inden i – og udelukkende løber på min vilje og på magt, så er det altså en tur op ad bakken – hele vejen.

Jeg ved noget om energi, så jeg ved også, at jeg kan hjælpe mig selv gevaldigt ved at arbejde med energien inden jeg tager ud og løber.

Der er mange måder at gøre det på – men for mig virker det altid at jeg giver mig tid til at skrive nogle linjer inden jeg løber.

Jeg skriver i hånden – for det handler om, at fokusere sin energi – og det gør man bare bedst, når man skriver i hånden.

Jeg skriver mig frem til en god følelse.

Det kan være noget i retning af:

-Jeg bestemmer selv, at jeg gerne vil løbe.

-Jeg kan bestemme at jeg gerne vil og at jeg godt kan lide det.

-Jeg kan godt lide at jeg kan mærke, at jeg hele tiden bliver bedre og stærkere og mere stabil i mit løb.

-Jeg glæder mig til at løbe over broerne og mærke energien af at være en del af hele feltet.

-Jeg elsker den frihed der ligger i, at kunne løbe så langt.

-Jo mere jeg øver mig, jo bedre bliver jeg.

-Engang ville jeg aldrig ha gjort det, men nu gør jeg det rent faktisk

.

Det som er hele pointen i det er, at jeg finder frem til en bedre følelse inden i.-

Jeg finder frem til følelsen af JA TAK!

Jeg gør det med vilje. Jeg gør det helt bevidst.

Jeg venter ikke på, at ”ånden pludselig kommer over mig” – for det kan jeg ikke regne med at den gør.

Jeg presser heller ikke mig selv til at gøre noget jeg har modstand på, for selvom jeg måske nok ville slippe noget af min modstand efterhånden som jeg fik løbet, så er der på ingen måde nogen grund til det.
Der kommer ikke bedre resultater ud af det – tværtimod.

Hvis jeg i stedet løfter min energi – hvis jeg koncentrerer mig om det og gør det indtil jeg kan mærke at mine følelser er blevet bedre, så vil min tur blive meget bedre, lettere og sjovere. Jeg vil løbe med et langt større overskud, fordi jeg ”vender fremad inden i”.

Det der sker er, at al den energi som før var bundet i modstand og Nej Tak, den får jeg vendt rundt, så den kommer over på positiv siden.
Den bliver frisat så jeg kan bruge den til at løbe med. Den bliver til en form for medvind i stedet for modvind.

Det handler om energi – og det handler om at bruge energien med vilje, ved at fokusere med vilje.

Det handler om, at min mulighed for at komme i mål med det her, er langt, langt større fordi jeg på den måde eliminerer alle de dårlige undskyldninger for ikke at komme afsted.

Jeg slår helt bevidst op, med den del af mig, som er bange for ikke at kunne, og som egentlig helst vil have, at alting forbliver som det plejer … fordi det nu engang er velkendt.

Jeg gør det her for at frisætte en masse stagneret energi, som er bundet i den gamle frygt for ikke at kunne få luft.

Jeg gør det for at slå op med et begrænset mindset. Det mindset der tror, at grænsen for hvad jeg kan løbe ligger på 10 km.

Det her handler om meget mere end løb. Det handler om bevidsthed og energi.

Du kan bruge ”opskriften” her til alting – der er ikke noget det ikke virker på.

Det vigtige er, at du kan mærke inden i, at du får en bedre følelse – at følelsen af JA TAK, fylder mere end følelsen af ”Det kan også vente til en anden dag”.

KH June