Venus fra Milo …

Venus er den romerske gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Den græske pendant hedder Afrodite.   Jeg er på ingen måde ekspert i hverken romerske eller græske guder – eller planeter eller noget i den retning. Det skal jeg med det samme understrege.                                                                                             Men der findes en meget berømt skulptur, af netop denne gudinde. Jeg tror de fleste af os kender statuen af en kvinde, hvor armene er knækket af. Ellers kan man spørge Onkel Google …

At hun mangler sine arme, er i virkeligheden meget sigende for kærligheden, som hun jo repræsenterer.
Det er det, der for de fleste af os, er det aller sværeste.
At tage imod. At “ikke-gøre”. At slippe kontrollen og lade ske.                                                                      Uden facitlister, og uden at kende resultatet.
Specielt ser det faktisk ud til at være et alvorligt problem for os kvinder.                                                            I hvert fald når jeg ser både på mig selv, men også på mange af mine kvindelige klienter, som har brug for vejledning omkring kærligheden.

At tage imod. At turde træde et skridt til siden og lade en partner få plads til at give.
At turde vise så meget tillid, at vi ikke hele tiden styrer slagets gang.                                                                Vi vil helst have fastsat de næste 5 datoer for stævnemøder, og samtidigt også vide hvad der skal ske på de pågældende datoer, før at vi tør at slappe lidt af og på den måde faktisk blive tiltrækkende, feminine og nærværende.

Vi kan jo det hele selv.                                                                                                                                                Har ikke brug for en mand til at skifte dækkene på bilen eller betale halvdelen af huslejen.                            Vi kan selv. Vil selv. Ingen skal komme her, og få os til at føle os små … I ligestillingens navn erklærer vi os uafhængige!
Selvom det vi længes allermest efter, er en tryg favn at synke ind i …

Og heldigvis er det jo også sandt. Heldigvis, er ingen – hverken mænd eller kvinder tvunget til at leve i et usundt ægteskab. Eller tvunget til at leve på kanten af samfundet, bare fordi man har fået børn uden for ægteskabet.
Vi har i dag de allerbedste forhold at leve under – i en del af verden hvor vi er født lige – og frie.
Men det ændrer ikke på, at kærlighedens væsen kræver, at vi tør at tage imod.
At vi tør at være sårbare, tillidsfulde og modtagende.

Ingen kan elske med rustning på. Hverken mænd eller kvinder.
De fleste af os, har hjertesorger med i bagagen.                                                                                                      Vi er blevet såret, har mistet, har været på kanten af vanvid – med sorgen på vores skuldre. Det kan være en forklaring på, hvorfor det er så svært at turde satse sit hjerte igen.
Men det må ikke blive en undskyldning for at lade være. Den eneste der taber er dig selv.
Hjertesorg er ikke en livstidsdom, men det kræver mod at lade såret vokse sammen og lade hjertet banke igen.

Tør du at lade være?

Kærligst June