Om blindgyder ...

Fra tid til anden oplever vi alle sammen at ryge ud af diverse blindgyder i vores liv. Det går strygende – og så lige med ét, kan man ikke komme videre. Man står bare og glor ind i den samme væg, og kan ikke forstå hvorfor man ikke kommer nogen vegne. Ligesom i de gamle fine slotshaver hvor man har lavet labyrinter af høje hække.

Nogle gange kommer man ind i en blindgyde. Så må man vende om og finde en anden vej. Det giver ingen mening at forsøge at gå igennem hækken. Det får man bare en masse skrammer og rifter af, håret sidder fast i grenene, tøjet bliver flænset og man kommer alligevel ikke i mål af det.

Det er meget klogere at vende om og finde en anden vej.

Nogle gange vil man også opdage, at man går fejl det samme sted hver eneste gang.

Nu skulle man jo tro, at man så næste gang ville være klog nok til at gå lige ud, i stedet for at dreje til højre. Men sådan er det ikke at være menneske. Vi bærer jo hver især nogle mønstre med os, som netop får os til at dreje af på bestemte steder om og om igen. Og hver eneste gang vi så løber panden mod muren – eller hækken, så står vi der med alle vores talenter og forstår ikke hvordan det gik til …

Derimod er det nemt nok at se hvor andre mennesker drejer forkert … men det er en helt anden sag.
Det her er jo noget der foregår på vores egen banehalvdel, og så må vi selv tage os af det.
Hvis nu det var en af disse labyrinter, så ville der rundt omkring være placeret nogle skulpturer og statuer. Måske en rosenbusk og en guldregn også. Både for at gøre det smukt, men også for at vise vej. Så når man kom til den samme statue som man plejer at se, så kunne det være på tide at stoppe op og se efter om det faktisk er her man burde gå til venstre i stedet for …

Det er nemt nok at se, når vi taler i billedsprog – men i det virkelige liv er det slet ikke så nemt endda. Kun på papiret – ikke i virkeligheden.

Når vi står med alle vores følelser, længsler, frygt og håbløshed, så er det slet ikke så nemt bare at gøre noget andet. Så lad være med at slå dig selv oven i hovedet og lad for alt i verden være med at sige til dig selv at du aldrig finder i mål – for selvfølgelig gør du det!

At være bevidst om hvor man går fejl er det aller første skridt på vejen. Måske sker det allerede når du står nede i Rema eller i Netto, med chokoladen i hånden. Det sker helt pr. automatik … Og når den først er kommet med hjem, så kan man være sikker på, at den også bliver spist. Sådan er det i hvert fald her i mit hjem …

Så hvis nu det lige er dét, det handler om, så kan det være at man skal se på, om man skal handle på et andet tidspunkt – eller sørge for at have spist et eller andet inden man går ind i butikken. Hvor er det, at du skal gå til den anden side? Det er nemlig ofte meget tidligere end vi er klar over.

Hvis vi bruger skabelonen ind i vores relationer … hvor er det så at vi skal stoppe op, og trække os ud af dialogen, inden den løber af sporet. Der er jo ingen af os, der synes disse opslidende skænderier og diskussioner er særligt rare – eller konstruktive for den sags skyld. Det handler jo ikke bare om at få renset luften. Det er nærmere blevet til en vane, som ingen af os rigtigt kan finde ud af at stoppe.

Bagefter er det nemt nok at blive enige om, at vi skal blive bedre til at tale om tingene inden det kommer hertil … Men pludselig står man her igen, med vrede, frustrationer og afmagt. Og måske, ville det være meget lettere at smide håndklædet i ringen og gå hver til sit, hvis det skal være på denne måde altid …

Men sådan er det jo slet ikke. Det er ikke lettere – og det er ikke meningen med det hele. Derfor, er vi nødt til at se det hele lidt fra oven og se hvor det er vi drejer forkert … Bevidsthed … Det er med vores bevidsthed at vi skaber vores liv og vores fremtid. Livet er ikke bare noget der sker tilfældigt. Der er handling og konsekvens.

Kærligst June