Befrielse …

Dagen for Danmarks befrielse er en særlig dag. De færreste af os forstår i virkeligheden hvad det vil sige, at leve under besættelse af fremmede magter. Vi er født i fredstid – heldigvis.
Vi er frie til at tænke, tro og tale. Til at elske – til ikke at elske. Til at gifte os eller lade være.                       Vi er særligt priviligerede i vores del af verden. Uanset hvor meget man så synes at alting går ad pommern til, så lever vi stadig under særdeles gode vilkår.

Men det betyder ikke at man nødvendigvis føler sig fri.                                                                                      For det første fordi vi ikke ved hvad det vil sige at være ikke-frie, så vi har reelt set ikke noget at sammenligne med.
Men også fordi vores tanker, følelser og overbevisninger kan skabe et fængsel som det er voldsomt svært at komme ud af.

Det ved den, som er ulykkeligt forelsket.
Det ved den, som lider af angst – fobi – depression.
Den, hvis tanker er tunge og formørkede.
Den, som sidder fast i bekymringernes rævesaks.
Det ved den, som har mistet troen og håbet.
Her hjælper ingen allierede tropper eller modstandsfolk.
Ingen i hele verden kan reelt befri et menneske som sidder fast inden i sig selv.
Det kan kun vedkommende selv.

Måske søger man svar og hjælp alle mulige og umulige steder udenfor én selv.                                                  I håb om, at finde nøglen til fængselsdøren. Man er villig til hvad som helst.                                           Måske bruger man store dele af sin indkomst på den ene mere håbløse genstand efter den anden, for dog at finde bare et lille lysglimt. Måske hjælper det endda ganske kort, og man tror sig befriet.                   Men kun for en stund, så vender smerten, håbløsheden, fængslet tilbage med dobbelt kraft, og man sidder mere fast end nogensinde før.

Jeg tror, at alle som måtte sidde fængslet inden i sig selv, på et eller andet tidspunkt har hørt sætningen:
“Du har det hele inden i dig selv.” Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan finde nøglen?
Det er fuldkommen korrekt – alle mennesker har nøglen til friheden inden i sig selv.                                  Jeg gentager – alle.

At finde den og bruge den kræver mod. Og det kræver vilje. Viljen til at give slip på frygten, offerrollen, skylden, skammen – tanken om, at “hvis bare …”
Det er så svært, fordi man er bange for at hvis man giver slip, så mister man måske for evigt chancen for kærligheden. Det er svært at begribe, hvad der venter på den anden side – og svært at tro på, at det overhovedet skulle nytte noget som helst.

Måske tror man sig uelsket af Gud. Glemt, lukket ude – forladt.

Måske er man bange for at man ødelægger alt for sig selv, hvis man giver sig selv lov til at være glad, fordi man automatisk vil blive straffet med at få frataget alt det som man elsker.
Måske tror man fejlagtigt, at hvis man slipper bekymringerne, de tunge tanker – frygten, så transformerer de sig omgående til kuglelyn, så alt det man bekymrede sig for, og frygtede, går i opfyldelse.
Her hjælper positive tanker og affirmationer ikke. Ej heller dyrtindkøbte amuletter eller andre menneskers kærlighed.
Det eneste sted man kan slippe fri, er ved at træde ind i midten af sig selv, og se sin frygt i øjnene.
Man er nødt til at gøre det selv, ellers vil man være endnu mere sårbar end før, fordi man kan risikere at miste sin amulet. Den elskede kan til enhver tid forlade én, og så falder verden jo for alvor sammen.
Når man ser sin frygt i øjnene, så vinder man frygtens kraft – ligesom i eventyrene, hvor helten vinder udyrets kræfter, når han eller hun dræber det. Det er i virkeligheden bare en metafor for, at se sin frygt i øjnene.
Når man har gjort det er man fri.                                                                                                                              Fri til at leve. Fri til at tænke. Fri til at elske.

Kærligst June