Den indre gnist

Vi er mennesker i en verden fyldt med andre mennesker.
Vi er sociale væsner som relaterer til hinanden. Indgår i fællesskaber og skaber noget fælles.
Jeg identificerer mig ud fra de mennesker jeg møder på min vej.
Jeg identificerer mig ud fra mine omgivelser – alle de ting jeg nu engang har i mit liv og som jeg tillægger en værdi.

Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker højt. Mennesker som giver mit eget liv mening og værdi.
Jeg står op om morgenen fordi jeg har en opgave jeg skal udføre.
Jeg har mit virke her i verden. Mit arbejde. Min kat der skal fodres. Min have som skal passes. Klienter som beder mig om hjælp til indsigt.
Mit liv har en mening og en værdi – og som oftest finder jeg den i de ting jeg nu engang beskæftiger mig med.
Sådan er det for os alle sammen. Vi omgiver os gerne med ting, som giver os en følelse af at vores liv har en værdi.
Det meste af tiden går det også glimrende, lige indtil det som ellers gav vores liv mening og værdi forsvinder. Går i stykker. Går fra os. Flytter hjemmefra … Livet har det jo med at ske.

Og hvem er jeg så?

Nogle gange opstår dette spørgsmål endda uden en forudgående ydre krise – men måske som et helt naturligt spørgsmål i et menneskes liv.
Udover at være nogens mor, søster, datter, veninde, rådgiver, hjælper, nabo, genbo, bekendte … hvem er jeg så?
Hvad er det egentlig som er min egen indre drivkraft?

Det handler jo om, at vi altid ser vores liv inde fra vores egne øjne. Jeg står herinde i min krop og kigger ud. Så det jeg kan se – er alle jer andre. Alt det som er uden omkring mig.
Det eneste jeg ikke kan se, er mig selv.
Jeg kan se mig selv i spejlet – men min opmærksomhed er for det meste vendt udad. Mod alle jer andre.

Men så er det jo at livet sker. At noget forsvinder – eller bare ikke længere giver mig mening i mit liv. Så måske er det mig selv som forlader og lukker døre. Og der hvor noget andet har været – vil der naturligt opstå et tomrum. Hvad enten jeg selv har valgt eller ej.

Dette tomrum, er en mulighed for at møde en del af mig selv – og finde ud af, at min drivkraft – min gnist, kommer indefra.

Lige nu, er der virkelig mange som gennemgår en form for forvandling, transformation.
Det lyder altid så nydeligt, og vi får billeder af sommerfuglevinger og englestøv – måske et drys rosenkvarts oveni. Det gider vi sådan set godt …
Men virkeligheden er, at transformation ofte er fyldt med friktion, rastløshed, irritation, smerte og forvirring. Følelsen af at have mistet retning – måske endda fodfæste, håb og tro.

Så rejser de gamle skygger sig. Gamle vaner som overtager autopiloten, og pludselig står du igen med næsen i køleskabet eller med endnu et spontant net-indkøb, som du egentlig ikke har brug for. Eller en Tinder-profil som du alligevel ikke orker når det kommer til stykket.

Hvordan bruger man den slags konstruktivt?
Hvordan gør man noget andet?
Hvordan finder man ind til sin indre kilde i stedet for hele tiden at søge mening og gnist udenfor?

Det er et godt spørgsmål, som der næppe er noget entydigt svar på.

Min egen erfaring er, at det for det første er noget som tager tid.
Det jeg selv har gjort, når alt dette har larmet er, at mærke min egen krop indefra.
At mærke, at mit hjerte slår. At blodet løber i mine årer, og at mit liv er en sag mellem mig og Skabelsen.
Jeg har lukket øjnene og mærket, at selv når jeg lukkede alt andet ude, så var livet stadig i mig.
Jeg har mærket de følelser og den friktion som har gjort mig rastløs. Jeg har vedkendt mig frygten, og lyttet til de fortællinger som løber dybt inden i mig.
Jeg har set disse gamle skygger i øjnene. Jeg har også forsøgt mig med at vende ryggen til dem – men det bliver de bare større af. At møde dem med nænsomhed er en bedre strategi.
Jeg har mærket, at kærligheden er en helt naturlig kraft i mig, som ikke er afhængig af nogen udenfor mig. Men i virkeligheden livet selv.
Vigtigst af alt, så har jeg givet slip på kampen. Både min interne kamp med mig selv – og på livet omkring mig.
Og det er sjældent noget man kan nøjes med at gøre én gang. For de fleste af os, er det en tur vi må tage flere gange i livet.
Hver gang kommer vi et lag dybere ind.

Frygten i mig, har ofte råbt noget om, at hvis jeg gjorde det – fandt gnisten i mig selv og gav slip på kampen, så ville jeg prompte afskrive mig enhver mulighed for at leve et liv med kærlighed, elskede mennesker, sunde relationer, overskud og fred.

Men det der skete, var det helt modsatte.
Jeg har stadig elskede mennesker i mit liv. Jeg har stadig ting som giver mit liv værdi – og mening.
Mine relationer er blevet dybere, kærligere og mere ligeværdige.
Jeg lever et liv, som jeg er dybt taknemmelig for.
Jeg elsker fra et frit hjerte. Jeg deler ud af mig selv.

Hvis du går fra mig, føler jeg sorg.
Jeg bliver ked af det, når jeg mister og når noget jeg holder af går i stykker.
Jeg bliver bange, og kan føle mig helt fortabt.
Men jeg går ikke fra mig selv.
Det er jo i mig, at min livskilde springer. Det er her min livsgnist er tændt.

Kh June